Ebeltoft havn

Fiskerihavnen

Havnen der ejes af Syddjurs Kommune består af to adskilte bassiner, et bassin med gæstepladser for lystbåde og en lille charmerende Fiskerihavn med typisk havnemiljø.

Havnens beliggenhed i særdeles smukke naturomgivelser i Nationalpark Molsbjerge og med en beliggenhed så at sige midt i Ebeltoft by med sine skæve bindingsværkshuse, toppede brosten og blomstrende stokroser gør et besøg i havnen til noget helt særligt. Den gamle købstad byder på mange oplevelser - især bør nævnes det Gamle Rådhus, Farvergården, Fregatten Jylland og Glasmuseet - alt sammen i gåafstand fra havnen

Den gamle charmerende fiskerihavn fungerer stædig som fiskerihavn. Fiskerihavnen er anderledes, end det ses de fleste andre steder, idet denne ikke er blevet udbygget til lystbådehavn. Der er her mulighed for at opleve en speciel stemning med fiskekuttere, fiskere, fiskerskure, huse og fiskenet i et hyggeligt miljø.

På havnearealerne kan man købe friske og røgede fisk, besøge havnens caféer og restauranter, gå på opdagelse i havnens gallerier og arbejdende glasværksteder, besøge de små specielforretninger eller nyde solnedgangen fra molen.

Trafik og lystbådehavnen består af en betonmole til større skibe op til 45 m's længde, 10 meters bredde og en dybdegang på 4,5 m. Den vestvendte mole er forbeholdt gæster og har pladser til større både op til 50 fod og 4,5 m's bredde og med en dybdegang på 3 m. Derudover er der 2 flydebroer mod øst

Det er havnens intention, at alle gæster skal føle sig velkommen, og det gælder uanset, om du kommer i en folkebåd eller en stor motorbåd.

Desuden har det også stor betydning, at havnen, så at sige, ligger midt i den hyggelige Ebeltoft handelsby, hvor du kan få dækket alle dine indkøbsbehov.

 

En god idé at komme først på dagen

Da havnen anløbes af mange gæstesejler hver sommer, er det en god ide at ankomme først på dagen. Vi har ikke nogen decideret gæstepladser, men de pladser hvor der er et grønt skilt, kan du roligt fortøjre.

 

Systemet med de røde og grønne skilte

Systemet med de røde og grønne skilte fungerer ret godt her i havnen. Kommer du op ad dagen kan du opleve røde skilte, men det er normalt fastliggere der er på dagstur.

Havnefogeden starter hver morgen med at tjekke om gæstesejlerne har husket at betale havnepenge. Skiltene vendes på rødt på de pladser, hvor fastliggeren kommer hjem.

Sejlerrum

 

Betalingskort til strøm, bad, sejlerstue m.m.

Ebeltoft Havn har betalings-elstander til samtlige pladser. For at købe strøm kræver det at du har et betalingskort. Kortet kan købes hos havnefogeden

Kortet skal du benytte når du køber strøm på broerne, som betaling for brusebade og som adgangskort til toilet-og bruserum samt sejlerrum hvor du også finder spiseborde, køkken, kaffemaskine m.v. Sejlerrummet har åbent alle dage fra kl. 07.00 til kl.21.00.

Når du anvender TallyCard som betalingsmiddel, så indsæt kortet i elstanderen i ca. 5 sek., der kommer et bip, tag kortet ud og der nu indsat strømpenge på elstanderen. Når det skal retur, lad da TallyCardet sidde i kortlæseren i 10 sek. indtil der lyder 2 bip. Dermed er strømpengen trukket retur fra elstanderen. Kortet anvendes i bruserrummet ved at isætte det i kortlæseren, der registreres restbeløb på kortet, derefter trækkes kr. 10,- fra kortet hvorefter kortet fjernes fra kortlæseren. Dermed starter timeren og der kan bades i op til 6 minutter

Du betaler 25 kr i depositum for kortet og kan selv vælge hvor mange "penge" du vil sætte på kortet.  Når du sejler igen får du dit depositum samt den resterende strøm tilbagebetalt.

 
 

Faciliteter

Havnen har en målsætning om at faciliteterne på havnen altid er i god stand. Det betyder også, at der løbende investeres i nye tiltag og forbedringer.

 

Faciliteter på havnen

Kommer du sejlende, kan du nyde godt af de gode faciliteter, der findes i havnen.

Vi tilbyder:

  • Blå flag havn
  • Gode bade- og toiletforhold
  • Grillplads
  • Bænke rundt på hele havnen
  • Sejlerstue med tilhørende hygge
  • Slæbesteder
  • Gratis trådløst netværk der dækker hele havnen
  • Betalingskort til el og bad
  • Transportabelt dieselanlæg
  • Bedding
  • Maritim stemning
  • Restauranter og cafe
  • Specielforretninger
  • Fiskehandlere
  • Hyggelig fiskerihavn med atmosfære
  • Legeplads og strandvolley
  • Petanquebane

 

Et område med spændende butikker, restauranter og cafeer;

Restauranter PÅ HAVNEN, hvor mad og hygge går op i en større enhed og med udendørsareal til servering. Hyggelig cafe, fiskehandlere med friske ferske og røgede fisk, specialforretninger, glaspusteri og galleri direkte på havnen. Den megen aktivitet tiltrækker også mange ”landkrabber” til en slentretur på havnen.

 

Lige i centrum

Bevæger du dig ca. 100 m væk fra havnen, befinder du dig midt i den sprudlende gamle handelsby, der garanteret kan dække selv den mest kræsne kundes behov for oplevelse og indkøb.Mulighederne er mange, og valget er dit.

 

Personlig service

Tursejlere i dag ønsker også oplevelser uden for havnen og det har vi erkendt i Ebeltoft Havn, hvor havnefogeden har diverse brochurematerialer til havnens gæstesejlere i hele ferieperioden. På den måde bliver det synligt hvilke oplevelsesmuligheder, lokalområdet kan byde på, hvad enten det drejer sig om museer, Fregatten Jylland, naturoplevelser, dejlige strande eller gamle nostalgiske butikker.